Alt om jagt i Alaska

Jagt i Alaska med ugle

Vi skal på jagt med Dennis Zadra, der tidligere arbejdede sammen med Thad Richardson, som Claus selv var på jagt sammen med i Alaska (Jagten med Thad er beskrevet i Claus’ bog; ”Det er nu eller aldrig” ”Jagt uden foræringer i Alaska, New Zealand og Canada”).

Claus stiftede et indgående bekendtskab med Alaska i 2003, hvor han arbejdede derovre. På hans sidste tur til Alaska i september 2005 mødtes han med Dennis, hvor dette års jagt blev fastlagt. Både Claus og Dennis har indgående kendskab til jagtområdet, der har en virkelig god bestand af både snegeder og sortbjørne. Siden 2001 har Dennis’ klienter haft 100% afskydning på sneged(også m. bue) og 80% på sortbjørn.

Dennis er en meget respekteret guide i Alaska. Han yder den bedste service overfor sine klienter, og han gør alt for at indfri jægernes forventninger om at nedlægge det ønskede og derved give dem en ultimativ og uforglemmelig jagttur til Alaska, der blandt mange jægere betragtes som den ypperste jagtdestination i verden.

Jagten kommer til at foregå fra d. 29. september til og med d. 3. oktober. Der vil være to jægere inde på samme tid, og de får hver deres guide. Der vil være en hovedlejr, hvorfra man går ud i bjergene. Om aftenen mødes vi igen i hovedlejren, hvor vi taler om dagens oplevelser.

Du lander i Anchorage lufthavn den 26. september, hvor Claus vil modtage dig. Derfra flyver I videre til Cordova den 27. september, hvor det meste af dagen går med praktiske gøremål; køb af jagtlicens etc. Den 28. flyver I ud til jagtområdet hvorfra jagten starter den 29. tidligt om morgenen.

Fra Cordova flyver vi i to/fire personers fly ud til basecamp i jagtområdet. På turen vil vi flyve over gletschere og se bjergene vi senere skal på jagt i. Smukkere bliver Alaska ikke

Claus vil skiftevis gå med jægerne på jagt. Den første dag med den ene jæger og den næste dag med den anden jæger osv. Han vil filme selve jagten og fange stemningen i lejren om aftenen.

På dette tidspunkt af året har snegeden den flotteste pels, og det er optimalt at jage dyret. Det samme gælder for sortbjørnen.

Efter de skærpede regler omkring transport af jagtvåben, anbefales det, at man, efter aftale med Dennis, låner en riffel af ham. Det er et besværligt at medbringe sin egen riffel. Det vil tage et utal af timer igennem tolden, hvor man skal tjekkes og fremvise et utal af dokumentationer. Der vil være rig lejlighed til at prøveskyde riflen og blive fortrolig med den inden jagten starter.

Jagten har en varighed af fem effektive dage(transporten til og fra området indgår ikke i de fem dage). Fra basecamp vil I gå ud i bjergene/området for at jage. Som hovedregel vil I vandre i området og afsøge bjergene og dalene for henholdsvis sneged og sortbjørn. Når dyret er lokaliseret og dets bevægelsesmønster fastlagt vil jagten indledes.

Snegeden er skudstærk og kræver ofte flere skud. Sortbjørnene i området er store og på dette tidspunkt af året har de den flotteste pels.

Det skal pointeres at bait ikke bruges under denne jagt. Det er uetisk og ulovligt i Alaska.

Hvis jagten afsluttes før tid, fordi der er nedlagt det ønskede, vil Dennis være behjælpelig med at arrangere en fiskeguide med mulighed for at fange laks eller en guide der kan tage Jer med på andejagt.

Claus vil være behjælpelig med køb af både flybilletter, trofælicens, hotelophold, billeje etc. Derudover kan han henvise til en lokal konservator, som gør et virkelig godt stykke arbejde. Han lavede hovedmonteringen af Claus’ egen sneged, med et meget flot resultat.

Dansk guide ved Claus Ballisager.